Vi bliver ofte spurgt: ’Hvad er det I kan derude i Gislev’? Svaret er enkelt. Vi er et fællesskab. Vi er både et stort fællesskab, og derudover har vi mange små fællesskaber. Her i Gislev kender man næsten alle, og hvis man endnu ikke gør, så er der mangfoldige muligheder for at møde hinanden. Gislevs styrke er det rige forenings- og kulturliv, og lysten til at give hinanden noget på tværs af generationer og interesser.
Ildsjæle, omsorg, udvikling, samarbejde
Her findes der ildsjæle, som vil skabe rammerne. Lige så vigtige er de mennesker, der vil fylde rammerne ud. Her i Gislev har vi interesse og omsorg for hinanden, og der er plads til at leve det liv man vil.
Vores fællesskab giver os både et godt og rigt fritidsliv, men det er også meget afgørende for vores bys udvikling og plads i kommunen. De lokale borgeres arbejde og lyst til at skabe de bedste betingelser for aktiviteter og livet som Gislev-borger er meget væsentligt i forhold til samarbejdet med kommunen.
Her i Gislev er det ingen uden alle!