Vedr. vores lokale hjemmeside: OplevGislev.dk
Kære abonnenter og brugere
OplevGislev.dk er vores flotte hjemmeside. Den er designet af professionelle hænder, som samtidig sørger for præsentable opslag mv., således at vi signalerer, at Gislev er i top, en velorganiseret og moderne by på landet.
Hjemmesiden blev brugt rigtigt meget de første par år, men desværre er det løjet utroligt meget af siden det sidste lille års tid. En hjemmeside, der ikke bliver opdateret, er utrolig uinteressant, og det har derfor givet anledning til nogle overvejelser.
Sidens fremtid har derfor været drøftet på et foreningsmøde her i september, og der er enighed om, at hjemmesiden har sine gode informationer om Gislev og en brugbar arrangementskalender/ (nyhedsstrøm), som også vises på LYSAVISEN i SuperBrugsen. En samlet information, som foreningslivet tror på, kan løses bedre, hvis det er lokale og kendte kræfter med fingeren på pulsen, som drifter hjemmesiden.
Jan Christiansen og Henrik Findsen har givet tilsagn om, at de gerne vil forsøge at give hjemmesiden og LYSAVISEN nyt liv. Vores nuværende webmaster vil sætte dem ind i hjemmesidens opbygning og funktionalitet, så de derefter kan overtage den løbende drift.
Vi regner med, at Lokalrådet vil tage den fremtidige tovholderfunktion, da den er paraplyorganisationen for hele Gislev og har et regelmæssigt samarbejde med foreningslivet.
Alle abonnenter vil inden for de næste par uger modtage opkrævningen for 2022. Hvordan kontingentet bliver fremover, vides ikke på nuværende tidspunkt. Det vil naturligvis afhænge af, hvilke informationer den fremtidige hjemmeside, vil komme til at bestå af.
Indtil videre skal I naturligvis bruge hjemmesiden, som I plejer. Vores webmaster fortsætter indtil siden drives af vores lokale folk. Dvs. send jeres opslag ind, ved at bruge besked-feltet nederst på hjemmesiden.
I vil naturligvis blive informeret om den fremtidige drift og informationsindhold af Gislevs kommende hjemmeside.
Med venlig hilsen
Tanja Kromann / AP. Andersen